Mød vores partnere – Cobblestone

Cobblestone A/S er en full-service ejendomsforvalter med kunderne i fokus. De er ikke bange for at gå forrest med ny teknologi og innovative ideer, som kan gøre noget godt for branchen. Waitly og Cobblestone har arbejdet sammen siden 2019. Et samarbejde som er kendetegnet ved fælles værdier. Vi har taget en snak med Patrick Kuklinski, direktør hos Cobblestone, for at høre mere om deres virksomhed, deres historie og vision. 

Ikke en klassisk ejendomsforvalter

Cobblestone forvalter og rådgiver alle typer af ejendomme – andelsboligforeninger, ejerforeninger, boligudlejningsejendomme, erhvervsejendomme, som logistik-, lager- og centerejendomme mv.. De deltager proaktivt i udviklingen af både kundernes og deres egen forretning til glæde og gavn for begge parter. På den måde er vi ikke en klassisk ejendomsforvalter, forklarer Patrick Kuklinski, direktør hos Cobblestone.

“Vi er et fuldt servicehus. Vi kan hjælpe med den klassiske del af administration, opkrævning af husleje, boligafgift, generalforsamling, andelsoverdragelser, ejendomsservice, byggeteknisk rådgivning mv. Men vi tilpasser os også efter det behov og den efterspørgsel der er for udvikling og nytænkning i branchen og udvikler bl.a. i samarbejde med vores kunder koncepter på baggrund af vores viden omkring ejendomme og fremtidens teknologi”.

Og det kan eksempelvis være, hvordan man kan gøre bygningerne intelligente og målbare ved hjælp af proptech for at optimere indeklima og bidrage til en bedre udnyttelse af energiforbrug, forklarer Patrick Kuklinski. Cobblestone har udviklet sig meget, siden de startede i 2003 som ejendomsadministrator med fokus på ejer- og andelsboligforeninger i København. I dag er de en af branchens større full-service ejendomsforvaltere. 

Men Cobblestones historie er stadig en vigtig del af deres identitet, virksomheden er nemlig drevet af folk, som selv har oplevet, hvordan det er at sidde i en bestyrelse for en ejendom. Og det har givet Cobblestone et unikt kendskab til deres kunder og en stærk lyst til at gøre en forskel.

“Vores virksomhed startede faktisk på den anden side af bordet, fordi vi netop også sad i bestyrelser og tænkte -“det kan gøres bedre””.

Og man mærker tydeligt, hvordan Patrick Kuklinski brænder for sin branche og gerne vil dele ud af sin erfaring. Også derfor har Cobblestone skrevet en bog om andelsboliger, som flere gange bliver nævnt som reference i domme. Hos Cobblestone handler det ikke bare om at betale regningerne, og sørge for at generalforsamlingen bliver afholdt – Cobblestone ønsker at sætte et aftryk på branchen og gøre en forskel for deres kunder.

“Vi involverer os meget i kunderne og så vil vi gerne være proaktive og deltage i det politiske arbejde, der foregår”.

Derfor er der hos Cobblestone fokus på, at administratorerne kan være på forkant med deres opgaver. Det skaber rum til, at de være proaktive og investere ordentlig tid i de ting, som de arbejder med. Et eksempel på det er, at den enkelte administrator hos Cobblestone typisk håndterer færre foreninger end man ser hos konkurrenter. Patrick Kuklinski understreger, at det vigtigste for dem er at levere en god service og rådgivning. Ikke at tjene en masse penge. 

 “Når man leverer noget godt og har nogle dygtige folk, så kan det også godt være, at man tjener penge på det – sådan er det for det meste. Men det er ikke vores første prioritet. Vi gør det her, fordi vi synes det er sjovt, og fordi vi gerne vil gøre en forskel, så skal de andre gode ting nok komme senere”.

–  Patrick Kuklinski, direktør hos Cobblestone

Cobbolestone Patrick

Mulighed for indflydelse

I kraft af Cobblestones størrelse, og i samarbejde med deres interesseorganisation, EjendomDanmark, har Cobblestone flere gange haft mulighed for at påvirke sager i en positiv retning til gavn for deres kunder. Patrick Kuklinski fortæller om en konkret sag, hvor Cobblestone fik stor indflydelse.

“Engang var der en fortovsordning i Københavns Kommune, hvor man betalte gebyrer til kommunen for, at nogle kom og fejede gaden. Men problemet var bare, at der aldrig var nogen, som så de personer, der efter sigende skulle feje”.

Foreningerne betalte altså en masse penge til kommunen for en service, som de intet fik ud af. Det endte så også med, at kommunen tilbagebetalte rigtig mange penge. Helt konkret havde grundejere i Københavns Kommune ret til en tilbagebetaling på 64 mio. kr. fra Københavns Kommune (Du kan læse mere om sagen her).

“En af vores store ambitioner er at være med til at sætte et aftryk på branchen og vores kunders ejendomme. At vi kan være med til at sætte en retning som er god for vores kunder, foreningerne og beboerne i de ejendomme vi forvalter”.

Et samarbejde med mening

Waitly og Cobblestone har samarbejdet, siden Waitly tog deres første spæde skridt. Og samarbejdet bygger på en fælles vision om at gøre tingene nemmere og smartere. Derudover var Cobblestone også interesseret i at hjælpe Waitly ind på markedet.

“Waitly passede godt med vores identitet og værdier. Jeg så en mulighed for at arbejde sammen med nogle, som også gerne vil gøre noget godt for branchen – nogle som vil optimere og gøre tingene anderledes og smartere. Det passede med vores værdier”.

Derudover oplevede Cobblestone, at de med Waitlys system kunne yde en bedre kundeservice. Systemet gjorde det nemt for deres kunder at se deres placering på ventelisten og melde sig til åbent hus arrangementer, ligesom den løsning man allerede brugte ikke var lige så god som det Waitly kunne tilbyde. 

“Med Waitly så jeg ret tidligt, at her var der mulighed for at gøre noget, som var godt for vores foreninger”. 

Hos Cobblestone kommer kunderne altid først, men der var også andre fordele ved at bruge Waitly. Venteliste administration kan nemlig være en ret tung administrativ opgave. Nogle af de problemer de oplevede i Cobblestone var, at alt foregik manuelt, og de systemer, de arbejdede i, var tunge og langsomme.

“Når der skulle sendes mails ud til 1.000 mennesker på en venteliste, så skulle der nærmest stå en computer og køre en hel dag. Og der kan Waitlys system håndtere det hurtigere og nemmere”.

Selvom Waitly var nyt, så var Cobblestone ikke bange for at prøve systemet af. De har ikke noget imod at gå foran og være innovative, og er også løbende kommet med ideer til udvikling af systemet og processerne. Samarbejdet har fra start af været kendetegnet ved en god dialog, og en fælles interesse for at gøre tingene nemmere og mere tilgængelige.

“Hos Cobblestone kommer der ikke nye foreninger ind, med mindre de er klar på at bruge Waitlys system til at håndtere ventelister – det er den vej, vi går i fremtiden”. 

keyboard_arrow_up